Grøn hverdag

Daal

Daal

0 Comments

Daal er super let aftensmad.

Daal er en skøn indisk ret, der både er budgetvenlig og nem at lave. Daal smager fantastisk, og ligesom linsebolognese passer den næsten sig selv, når først alle ingredienser er i gryden. Det er en cremet og krydret ret, lavet med røde linser. Det er også en ret, som de yngste såvel som de ældste i familien kan være med til at spise. Traditionelt serveres daal med brød, men du kan også servere ris til. Det er en sund gryderet fuld af smag, protein og grøntsager. Du kan tilpasse daalen til dine egne smagspræferencer, ved at skrue op for krydderierne. Det er også lækkert at bruge forskellige slags toppings til daalen. Det kunne for eksempel plantebaseret yoghurt, koriander og peanuts. På billedet har jeg toppet med rucola fra haven, plantebaseret creme fraiche og nigellafrø. Hvis du selv har mod på at lave naan så kan du bruge denne opskrift på brød, rulle dejen ud og smøre den med olivenolie, hvidløg og et drys persille eller koriander.

Opskrift

Daal

Antal: 4 pers.

Ingredienser

  • 1 spsk. olivenolie
  • 2 tsk. karry
  • 1 tsk. gurkemeje
  • 1 tsk. spidskommen
  • 1 tsk. stødt koriander
  • 1/2 tsk. kardemomme
  • 1/4 tsk. kanel
  • 1 stort løg finthakket
  • 3 fed hvidløg finthakket
  • 1 spsk. revet ingefær
  • 3 store gulerødder finthakket
  • 200 gr. røde linser
  • 5 dl. vand
  • 1 grøntsagsbouillonterning
  • 1 ds. flåede hakkede tomater
  • 1 ds. kokosmælk
  • 1 tsk. salt
  • peber

Sådan gør du

  • Rens og klargør grøntsagerne. De hakkes lettest på en foodprocessor. Hvis du ikke har en foodprocessor, kan du hakke dem fint eller rive dem på et rivejern.
  • Varm olien i en stor gryde ved middelhøj varme, og svits krydderierne lidt inden grøntsagerne tilsættes og svitses med i nogle minutter.
  • Skyld linserne i en si og tilsæt dem sammen med vand, bouillonterning, flåede tomater og kokosmælk. Lad daalen simre ved svag varme i 35-40 minutter, indtil linserne er helt møre og let udkogte. Smag til med salt og peber.
  • Server med naanbrød og yoghurt. Du kan også servere med ris.
    Daalen kan holde sig i køleskabet i 3-4 dage og smager næsten endnu bedre dagen efter. Den kan også fryses.
  • Næringsindhold pr. 100 gr. uden tilbehør.
    Energi: 395 kj. Kulhydrat: 8,5 gr. Fedt: 4,8 gr. Protein: 3,3 gr. Kostfibre: 2,4 gr.

Om Linser.

I modsætning til bønner skal linser ikke lægges i blød før tilberedning. Deres kogetid er heller ikke nær så lang som andre bælgfrugter. Især de røde linser koger nemt ud, og er derfor med til at gøre daalen cremet. Ligesom alle andre bælgfrugter er linser super sunde, og er en god kilde til både protein, fibre og B-vitaminer. I de officielle kostråd står der f.eks. ‘spis mindre kød-vælg bælgfrugter og fisk’, så hvorfor ikke prøve en kødløs dag, hvor daal er på menuen.

I modsætning til kød indeholder bælgfrugter og linser ikke alle de essentielle aminosyrer, kroppen har brug for. Aminosyrer er det, kroppens proteiner er bygget op af. Nogle aminosyrer danner kroppen selv, mens andre er essentielle og skal tilføres via kosten. Derfor skal planteproteiner kombineres. Det er nu ikke så svært, som det lyder. Når du spiser retter, der kombinerer bælgfrugter med enten ris, pasta eller brød som tilbehør, får du de essentielle aminosyrer, du har brug for. Du kan altså godt få de aminosyrer, du skal bruge, fra planteriget.

God fornøjelse


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *