Grøn hverdag

Grovboller

Grovboller

0 Comments

Lækre grovboller med potentiale.

Der er bare ikke noget som nybagt brød. Denne opskrift er helt enkel, men kan varieres i det uendelige. Når jeg bager, tager jeg udgangspunkt i denne opskrift og så varierer jeg den, med forskellige kerner, hakkede nødder, krydderier, rosiner, chokolade eller ost. Kun fantasien sætter grænser. Boller er også noget at det, som børn elsker at hjælpe dig med i køkkenet. Du kan bruge grovbollerne som tilbehør til f.eks linsebolognese, i madpakken eller som et godt mellemmåltid.

Opskrift

Grovboller

Antal: 12 stk.

Ingredienser

  • 5 dl. lunkent vand (kan laves med 3,5 dl. koldt vand og 1,5 dl. kogende vand.)
  • 50 gr. gær
  • 2 dl. grahams mel ca. 140 gr.
  • 7-8 dl. hvedemel Ca. 500 gr. mel. (Gem lidt mel til 2. æltning.)
  • 1 tsk. sukker
  • 1 tsk. salt
  • til pensling sojamælk, vand eller olie (Det væske der er i en dåse kikærter, fungerer også virkelig godt.)

Sådan gør du

  • Opløs gæren i lunkent vand
  • Tilsæt grahamsmel, hvedemel, salt og sukker og ælt dejen godt igennem i mindst 10 minutter, så den dannes glutenstrukturer. Har du en røremaskine, kan du røre dejen ved lav hastighed i 5-10 minutter.
  • Dæk dejen med et fugtigt viskestykke og lad den hæve til dobbelt størrelse et lunt sted. Det kan variere meget alt afhængig af, hvor varmt der er i rummet. Men et sted mellem 30 og 60 minutter.
  • Vend dejen ud på et meldrysset bord og form 12 boller.
  • Lad bollerne hæve igen under et fugtigt viskestykke, til de er blevet dobbelt så store.
  • Tænd ovnen på 200 gr.
  • Pensel bollerne med f.eks. sojamælk.
  • Bag bollerne midt i ovnen uden varmluft i 15 til 20 minutter, afhængig af din ovn.
  • Bollerne kan holde sig et par dage ved stuetemperatur. De er dog klart bedst den dag, de er bagt.
    Bollerne kan også lunes lidt på brødristeren eller i ovnen, så bliver de næsten som nybagte.
    De kan med fordel fryses, så snart de er bagt og er kølet lidt af. Så kan de tages ud af fryseren, efterhånden som du skal spise dem.
  • Næringsindhold pr. 100 gr.
    Energi: 823 kj. Kulhydrat: 38,3 gr. Fedt: 0,7 gr. Protein: 6,3 gr. Fibre: 3,1 gr.


Værd at vide, inden du går igang med at bage.

Glutenstrukturer i dej
Glutenstrukturer i dej.
  1. Du skal bruge lunken vand ca. 37 gr. Er vandet for koldt tager hævningen længere tid, er vandet for varmt dør gærcellerne, og brødet hæver slet ikke.
  2. Du skal tilsætte mel før salt og sukker, da både salt og sukker trækker væske ud af gærcellerne og dehydrerer dem.
  3. Dejen skal være blød og æltes med så lidt mel som muligt. Derfor er det lettest at ælte den med en flad træske eller på en røremaskine.
  4. Du skal ælte længere end du tror, gerne en 10-15 minutter, indtil dejen er glat og smidig og har dannet glutenstruktur. Når der er dannet glutenstrenge kan du ligesom trække i dejen, uden at den går i stykker (se billedet herover)
  5. Dejen skal hæve til ca. dobbelt størrelse et lunt sted. Om vinteren kan det derfor tage længere tid end om sommeren. Det kan være svært at sætte tid på, hvor lang tid det tager for dejen at hæve til dobbelt størrelse, men typisk et sted mellem 30-60 minutter.
  6. Der er også stor forskel på mel, og derfor kan mængden af, hvor meget mel du skal bruge også variere. Når dejen er færdigæltet skal den føles lidt som tyggegummi.
  7. Det samme gælder for bagningen. Der er stor forskel på ovne, derfor er bagetider også kun vejledende. Brødet skal være gyldent og lyde hult, når du banker på det, så er det bagt.
Groveller med forskellige kerner.

Når man bliver mere vant til at arbejde med dej, kan man også bruge en rest grød eller suppe, men det kræver at man selv kan justere dejen, for så kan melmængden ændre sig. Jeg bruger også denne dej som udgangspunkt til pizza, pølsehorn og pizzasnegle. Jeg tilsætter ofte en anelse mere mel, for lettere at kunne rulle dejen ud. Det samme gælder hvis børnene hjælper mig med at trille bollerne, så går der også mere mel ellers er dejen for klistret for de små. Det bliver dog en lidt tungere bolle, men tilfredsstillelsen ved selv at have bagt dem er stor.

Bollene fungerer også godt som madpakkeboller.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *