Chili sin carne

Chili sin carne

Chili uden kød.

Chili sin carne er for hele familien, og indeholder i modsætning til chili con carne ikke kød. Tilgengæld er den fuld af gode grøntsager, kidneybønner og krydderier. Den er let at lave, og smager mindst lige så godt dagen efter. Det er en af de retter mange mennesker lige skal vænne sig lidt til, fordi den indeholder de lidt større kidneybønner. Hvis de store bønner er udfordrede kan du blende halvdelen af saucen, så får den en mere ensartet konsistens. Du kan også bruge de noget mindre sorte bønner og ‘lokke’ de små med, at der altså er chokolade i aftensmaden. Når man lige har vænnet sig til bønnerne, så er det en fantastisk ret.

Opskrift

Chili sin carne.

Servings: 6 pers.

Ingredienser

  • 1 spsk. olivenolie
  • 1 stort løg i tern
  • 3 fed hvidløg finthakket
  • 1 mild chili (eller 1-2 tsk. chilipulver) uden kerner
  • 2 gulerødder i små tern, eller revet
  • 2 stilke blegselleri finthakket
  • 70 gr. tomatkoncentrat
  • 1 aubergine i små tern, eller revet
  • 2 tsk. spidskommen
  • 1/2 tsk. stødt koriander
  • 1/4 tsk. kanel
  • 1 tsk paprika
  • 1/2 tsk. røget paprika (kan udelades)
  • 1 tsk. salt
  • 2 ds. kidneybønner incl. væske eller sorte bønner
  • 1 ds. flåede hakkede tomater
  • 1 grøntsagsbouillonterning
  • 1 dl. vand
  • 1 spsk. farin (el. sukker)
  • 20 gr. mørk chokolade 70%
  • juice af 1/2 lime
  • lidt peber

Sådan gør du

  • Start med at finde alle ingredienserne frem og klargør grøntsagerne.
  • Varm olien op i en stor gryde. Sauter løg, hvidløg, chili, gulerødder og selleri ved middelhøj varme, indtil løgene er klare.
  • Tilsæt aubergine, krydderier, salt og tomatkoncentrat og sauter yderligere nogle minutter.
  • Tilsæt vand, bouillonterning, kidneybønner og flåede tomater og lad retten simre i mindst 30 minutter ved lav varme.
  • Smag retten til med chokolade, limejuice og evt. mere salt, peber eller chili.
  • Server med parboiled ris, grøntsager/salat og evt. lidt groft brød.
  • Chili sin carne kan holde 3-4 dage i køleskab, og den kan også fryses.

Chili sin carne er taknemmelig.

Chili sin carne

Du kan nemlig sagtens bruge andre grøntsager end dem jeg har foreslået. Det kunne være majs, rød peberfrugt eller kartofler. Så kig i dit køleskab, om der skulle være rester, som trænger til at blive brugt. Du kan skrue op for krydderierne hvis du synes den skal have f.eks. mere chili eller du kan serverer ekstra chilisauce til. Toppings er også lækre til chili sin carne, så som guacamole, eller blot avocado i skiver og forårsløg. Når jeg har en rest chili sin carne på arbejde, så har jeg haft stor succes med både at bruge det i lasagne og ovenpå en pizza.

God fornøjelse