Grøn hverdag

Øllebrød

Øllebrød

0 Comments

Dansk klassiker.

Du kan gemme gammelt rugbrød og endeskiver i fryseren, indtil du har samlet nok til en omgang øllebrød. Så det er en rigtig god måde at bekæmpe madspild. Skulle du ikke lige ligge inde med gammelt brød, så kan du alligevel godt lave øllebrød. Du kan nemlig også bruge frisk rugbrød. Væskemængden kan variere alt afhængigt af, hvor gammelt dit brød er, og hvilken type brød du bruger. Jeg bruger mørkt rugbrød uden kerner i institutionen. Der bruger jeg også æblejuice og vand som væske. Derhjemme bruger jeg, det rugbrød vi har, og jeg foretrækker at bruge mørkt hvidtøl og evt. lidt vand.

Opskrift

Øllebrød de luxe.

Antal: 4 pers.

Ingredienser

  • 500 gr. mørkt rugbrød i grove tern
  • 4 dl. æblejuice
  • 2 dl. vand
  • 40 gr. brun farin (el. sukker)
  • 1/2 tsk. salt
  • 1/2 tsk. kanel
  • 1/2 tsk. kardemomme
  • Topping:
  • 1/4 l. piskefløde, piskbar plantefløde eller mælk
  • Jordbærkompot
  • 300 gr. jordbær frosne eller friske
  • 1 æble i tern (gerne surt og lidt umodent)
  • 1 spsk. vand
  • 2 tsk. rørsukker
  • Rugbrødsgranola
  • 100 gr. smuldret rugbrød
  • 30 gr. kokosmel
  • 30 gr. græskarkerner
  • 1 spsk. rørsukker
  • 25 gr. smør el. vegan block

Sådan gør du

  • Øllebrød
  • Sæt rugbrødstern i blød, natten over på køl eller min. et par timer.
  • Hæld vandet fra brødet, og gem lidt til at bruge i øllebrøden.
  • Kom alle ingredienser i en gryde og varm øllebrøden op ved middelhøj varme under omrøring. (-det brænder let på, så rør rundt og sæt ikke varmen for højt)
  • Spæd op med vand, hvis øllebrøden er for tyk for din smag.
  • Pisk fløden, hvis du skal have flødeskum til. Eller server med mælk.
  • Øllebrød kan holde sig nogle dage i køleskab.
  • Næringsindhold pr. 100 gr. Energi: 490 kj. Kulhydrat: 22,6 gr. Fedt: 0,9 gr. Protein: 2,5 gr. Fibre: 4,1 gr.
  • Jordbærkompot
  • Kom alle ingredienser i en gryde, og varm op ved svag varme. Lad kompotten simre i ca. 10 minutter indtil æbleternene er møre. Blend kompotten.
  • Næringsindhold pr. 100 gr. Energi: 194 kj. Kulhydrat: 10,1 gr. Fedt: 0,1 gr. Protein: 0,4 gr. Fibre: 2,1 gr.
  • Rugbrødsgranola
  • Smelt smøret ved svag varme på en stor pande. Tilsæt de øvrige ingredienser og rist granola'en ved middel varme under omrøring, indtil den er gylden.
  • Næringsindhold pr. 100 gr. Energi: 1689 kj. Kulhydrat: 26,3 gr. Fedt: 28,5 gr. Protein: 8,5 gr. Fibre: 8,1 gr.

Øllebrød de luxe som dessert.

Toppings til øllebrød de luxe
Toppings til øllebrød de luxe.

Til øllebrød om morgenen kan du vælge kun at servere mælk efter eget valg som tilbehør. Du kan selvfølgelig også lave hele molevitten til morgenmad. Der er i alt fald ikke nogen tvivl om, at både børn og voksne elsker det, når der både er kompot, granola og flødeskum til at komme ovenpå. Hvis du ikke vil bruge smør eller vegan block, så har jeg også lavet granola med en smagsneutral olie, som f.eks rapsolie. Det fungerer også.

Øllebrød med alle de forskellige toppings smager faktisk så lækkert, at den kan bruges som dessert. Jeg kan godt finde på at putte lidt mere farin i, hvis jeg laver øllebrød som en dessert. Du kan selvfølgelig lave kompot med forskellige bær og frugter, kun fantasien sætter grænser. Så brug endelig det du har i haven, eller det som er i sæson. Rugbrødsgranola kan du også variere efter eget ønske. Den behøver ikke være lavet med græskarkerner, den kan laves med alle slags kerner eller hakkede nødder. Du kan selvfølgelig lave øllebrød og toppings helt plantebaseret, hvis du ønsker det eller har brug for det. Men den smager nu også godt med en klat flødeskum.

God fornøjelse


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *